Howdy Ya’ll! Du læser nu en opfølgning på den massive country-uge der har været i England/Irland og Skandinavien. Fra de absolut sublime ”Country to Country” shows, forkortet C2C, til Dixie Chicks i København og kong Paisley i countryens andet hjemland: Norge. Du kommer ikke til at læse komplette anmeldelser af showene, flere af dem er også allerede anmeldt på Country4you, men i højere grad kommentarer til hvert show, og selve helhedsoplevelsen af C2C og de andre koncerter.
C2C Dublin vs. C2C London – Dublin vs. London
Jeg har ikke oplevet Country to Country i London, men jeg så, at i London havde de en masse lovende countrybands til at spille uden for hovedscenen. Det havde de ikke i Dublin. De havde også boder der solgte country merchandise, det havde de ikke i Dublin, kun C2C band-stuff. Til gengæld havde Dublin deres egen O2 Arena, og det er et fremragende sted til et arrangement som C2C. O2 arenaen i London har plads til 20.000, i Dublin er der plads til 14.500, og det virker meget intimt og stadig stort.
Country to Country, Dublin, var placeret midt i Skt. Patrick’s festlighederne. Byen er virkelig hyggelig og folk var klædt i grønt overalt. En del turister, men ikke sådan så man ikke kunne trække vejret. Der var rigtig mange spaniere, ved ikke hvorfor, men min ven og jeg mødte en gruppe fra Spanien på en pub, Zac Brown fans, der også havde været til C2C. Jeg som troede at country var lige så populært i Spanien som ”Vikingarna” er det i Dubai!
London eller Dublin næste år til C2C? Jeg tager Dublin, rigtig rart at være der, ikke så hektisk som London.
Aften 1 – Dierks Bentley – kickstarteren
Dierks Bentley fik den tvivlsomme ære, at begynde aftenens show inden salen var helt fyldt, men manden formåede i sandhed at sætte gang i løjerne. Nu skulle Amerika vise hvordan man eksekverer et show i verdensklasse.
Dierks brillerede ved at have en total stemmekontrol live og som man altid kan forvente det når ”amerikanerne kommer”, et backingband fra en anden galakse. Jeg lagde med det samme mærke til hans guitarist, der både havde personlighed på scenen med sit Kenny Chesney look, og et sublimt guitarspil.
Bentley leverede et virkelig godt show, og gav bolden flot op til en stor aften.
Dixie Chicks – Det virkelige hovednavn?
Sydstatspigerne lagde ud med en ikke særlig god lyd, men kom stærkt igen. Jeg tror at Dixie Chicks var det største countrynavn i Irland under C2C, så de burde egentlig have sluttet aftenen af i stedet for Zac Brown Band, der er meget store i USA, det er Dixie Chicks ikke i samme grad længere. Man hæftede sig ved, at bandet var et decideret backingband, dog et ekstremt kompetent et, men fx var bassisten ikke specielt country. Synd de ikke fremstod mere som en samlet enhed. Dixie-pigerne talte heller ikke sammen under showet, det virker som om at Natalie (forsangeren) er den altdominerende faktor i bandet. Hun kunne uden problemer få en stor solokarriere a la Sherryl Crow, men: Én gang dixie chick altid dixie chick.
Zac Brown Band – super instrumentalister
Inden showet startede, kom “Mr. Chicken Fried” himself aka Zac Brown ind på scenen og takkede publikum: ”Thanks for spending your hard earned money on this show”. Irerne jublede og scenen var sat. Zac Brown Band blander rigtig mange genrer, og spiller meget intelligent country – de videreudvikler genren.
Bandet spiller ulækkert godt og Zac Brown synger helt igennem fantastisk. Jeg har altid prøvet at elske Dave Matthews Band, men det blev aldrig et lykkeligt ægteskab. ZBB har det Dave Matthews mangler, ved ikke hvad det er. Forestiller mig at de bliver rigtig store i Europa inden for et par år.
Aften 2 – Chris Young – publikums mand
Havde ikke det store kendskab til Chris Young, men han var dybt professionel og startede aftenen med sit megafede band. Specielt pedal steel-spilleren var sublim. Chris’ egen bror spiller guitar i bandet, og han har muligvis haft indflydelse på valget af ZZ Tops ”Sharp dressed Man” undervejs. Rock it brother! Mere om Chris Young i afsnittet fra Oslo.
Band Perry – rock n roll country-show
Jeg havde ikke regnet med at høre Queen-sangen: “Fat bottomed girls” denne aften, men den leverede Band Perry i en virkelig fed udgave. Derudover havde de en koreografi på scenen, der var den rene ”crowd pleaser”. De lagde nogle fede pauser ind i sangene, og fyrede den rigtig meget af. Forsanger Kimberlys stemme virkede lidt svag, men til gengæld var hendes sceneoptræden Axl Rose (’93 udgave) værdi – virkelig fed energi. Vores naboer på siddepladserne, et ældre irsk ægtepar, var nærmest kun kommet for at høre Band Perry, og det forstår man godt efter dette show.
Rascal Flatts – ’til you hear banjo! Balladedrengene rockede for vildt
Jeg havde ikke de store forventninger til Rascal Flatts, men efter ca. et halvt minut var min ven og jeg fuldstændig ”blown away” for at bruge et godt dansk udtryk. Rascal Flatts leverede en absolut drømmestart med nummeret: ”Banjo” – hvor er det dog bare et vildt nummer live. Det var et helt absurd professionelt show, og jeg måtte, til trods for at jeg synes Rascal Flatts har (lidt for) mange ballader, så virkede alle disse perfekt live. Tak Flatts, jeg forstår nu, hvorfor I har solgt +20 millioner plader.
Brad Paisley – aftenens hovednavn
Guitarhelten havde noget at leve op til efter Rascal Flatts fantastiske optræden, og selv om jeg virkelig havde glædet mig til Paisley, så syntes jeg ikke han levede helt op til forventningerne. Han fik ikke publikum med på den måde som et hovednavn bør, men han havde malet sin hvide Stetson delvis grøn, i anledning af Saint Patrick’s Day, og det var ganske fedt. Brad er nok bedst, når han har et fuldt show at fyre af, mere om det længere nede i artiklen.
Dixie Chicks i København
Så var turen kommet til country-koncert nummer 8: The Dixie Chicks. Pigerne har aldrig været i Danmark før, så det var et spændt og feststemt publikum der tog imod. Billetterne kostede 1000 DKR hvilket var helt urimeligt dyrt, til sammenligning kostede C2C næsten det samme for 7 koncerter! Falconer Salen i København har virkelig god lyd, men det er det mest uautentiske koncertsted i Skandinavien. Den ligger i et SAS-hotel, med en kedelig foyer, det er alt for pænt og Dixie Chicks kunne have solgt tre gange så mange billetter i Danmark, hvis koncertarrangøren havde valgt en større venue til en billigere pris.
Koncerten var med siddepladser, men efter et par numre, kunne folk ikke sidde stille længere: ”Goodbye Earl” hamrede ud i salen og ALLE rejste sig op, festen kunne begynde. Der er skrevet en anmeldese af Dixie Chicks, København, her på Country4you, så jeg vil vælge at kommentere på bandet:
Koncerten var virkelig god, men det virker som om chicks’ene savnede at komme hjem til USA, København var også sidste stop på denne tur. Det var professionelle smil og velspillet musik, men det var som at Falconer Salens manglende autenticitet smittede af på pigerne.
Oslo – Sidste stop på country-turen
Ankom til Oslo lørdag formiddag. Hvilken hyggelig by og hvor var nordmændene dog utroligt imødekommende. Er vant til mange Nordmænd i København, men har ikke set dem på hjemmebane, men de er lidt ligesom os, bare en anelse smukkere.
Vassendgutane – country møder cajun
Da jeg kom ind i Spektrum, spillede Vassendgutane allerede, og de havde publikum rigtig godt med sig. Jeg kendte ikke bandet på forhånd, men de var en værdig opvarmning for Paisley og Young og sørgede for fællessang i salen, men harmonika i country? Allright, de har skrevet en sang der hedder: ”Cowboyhatt og hjortevest” – det må vel give lidt respekt!
Chris Young – Save water, drink (one) beer
Efter Chris Youngs helt igennem fænomenale show i Dublin, havde jeg glædet mig som en dromedar der havde fået lovning på en ekstra pukkel, til at se dette show – og hvilket ét! Chris Young lagde ud med show kickstarteren ”A.M.” – hvor er det dog bare et fedt nummer! Det der gør Chris Youngs optrædener så gode er, at han aldrig, absolut aldrig rammer en tone forkert – manden synger så utroligt godt både på plade og live. Derudover virker han bare utrolig sympatisk, og manden kan, hvis han løber lidt mere rundt, minde om Garth Brooks på en god dag. Well, har Garth Brooks ikke altid en god dag?
Undervejs sker dette, nærmest helt utrolige: Bandet slutter en sang, jeg står 10-12 meter fra scenen og lyses slukkes langsomt, bassisten skyder sit plekter (pick) ud over scenen, og jeg ser et ”plump” i min øl inden der bliver helt mørkt. Da lyset tændes igen, ser jeg, at plekteret svømmer rundt i min øl, og jeg fatter ikke hvordan det lige præcis rammer ned dér. Jeg vender mig om til nogle norske Paisley-fans, og viser dem øllen, alle råber ”wauuw” og jeg skriger ”hole in one”. Jeg følte et kort øjeblik at jeg var countryens ”chosen one” … well, Paisleys hat må gerne ryge ned i min øl næste gang!
Mine Young-favoritter er helt klart ”Voices” superfed ballade og uptempo countryrockeren ”Aw Naw” og ”Save water, drink beer”. Sidstnævnte: Øl ville vi virkelig gerne drikke, men man må kun købe én øl pr. mand i Spektrum. Hvis din ven vil hente øl er han/hun derfor nødt til at købe en cola og en øl, det synes jeg er et ret irriterende koncept. I Spektrum har de ingen garderobe, og da det havde regnet det meste af aftenen i Oslo, stod man dér med sin våde jakke sammen med tusindvis af andre og følte sig ikke særlig country med sit skandinaviske overtøj. Til sidst var klimaet som i en regnskov i salen, det er ikke godt nok, Spektrum!
Brad Paisley – Konge af Norge
Jeg troede at Norges konge hed Harald, men det gør han ikke … længere! Han hedder Brad. Da Paisley indtog scenen i Spektrum fornemmede man, at Brad er større end Elvis i Norge. Simpelthen en utrolig flot kulisse med de stejle siddepladser og en pakket arena der virkede grandios og intim på én og samme tid.
Modsat Brad Paisleys set i Dublin, var dette en fuld koncert, og jeg fornemmede fra første færd, at Paisley og hans ”Drama Kings” var toptændte og de spillede en uovertruffen koncert med alle hitsene. Der blev også plads til Van Halens ”Hot for Teacher”, man skulle næste tro at Brad Paisley havde skrevet den selv.
Som koncerten skred frem, fornemmede jeg at Brad Paisley er elsket ubetinget i Norge og Brad gengælder med fine besøg ikke så sjældent, men, man er vel ikke konge af Norge for ingenting!
Country konklusion
Efter en halv snes countrykoncerter på meget få dage, er jeg ikke mættet, kun af at rejse rundt, men inspirationen var i top. Amerikanerne kan noget, ingen andre kan. De kan levere show i verdensklasse. De musikere der turnerer med countrystjernerne, er ”outstanding”. Der er også mange gode session- og studiemusikere i Skandinavien, men de amerikanske spiller country og KUN country mange af dem, det gør dem uhørt dygtige, og det er også en af grundene til at moderne country er så fantastisk fedt at opleve live.
Stay country!
Anders Eriksen