Kan festivalen i Tønder gøre os countryelskere henrykte? Og vil Brad Paisley passe ind i det sønderjyske? Få svaret her.
Hvad er det, der får undertegnede og mange andre til at rejse til countrykoncerter i Norge, Irland, England og ja sågar gode, gamle Nashville? Det er selvfølgelig jagten på den helt særlige stemning, der opstår, når countrymusikken spiller. Det er en uforklarlig x-factor ved genren, og den opstår uanset om det er moderne eller traditionel country. En særlig stemning der opstår under en koncert – noget der rammer dybt, samtidig er det også det, der sker imellem sangene: Man står med en øl i hånden og får øje på en anden blandt publikum, længere tilbage. Uden tøven udbringer man en skål med sin ”nye ven” og kigger indforståede på hinanden, måske også lettere berusede, og tænker: ”This is country music”. Det er ikke bare sange om hjertesorger, øl og pick-up trucks, det er også alt det udenom, der er country.
Hvad har denne særlige følelse med Tønder Festival at gøre? Jo, ser du, Tønder har lige præcis den særlige country vibe, til trods for at festivalen er startet som en folkfestival i tidernes morgen. Tønder har stadig en masse folkemusik, men i de senere år er der blevet booket langt mere bluegrass, americana, roots rock og country. Det gør festivalen til en regulær slikbutik for countryelskere, og så er atmosfæren og stemningen helt fænomenal. Med bookningen af Rosanne Cash i år, som ét af de absolutte hovednavne, beviste Tønder Festivalen, at ”keeping it country” også giver mening – selv på en folk-festival. Og nåh ja, country er jo amerikanernes folkemusik.
Hvorfor Tønder Festival?
På Tønder er vi alle samlet om musik, der kræver et lyttende øre. Musik der er mere end let fordøjeligt, kommerciel radiopop. Men festivalen er også musikernes legeplads. Jeg var nærmest chokeret over hvor godt spillende alle var. Jeg tror også, det smitter af på musikernes spilleglæde, at de bliver så godt modtaget. Jeg talte med forsanger og guitarist i bluegrass-bandet ”Three Tall Pines”, Daniel Bourdeau, og han gav udtryk for, at musikerne følte sig enormt vel modtaget på festivalen af arrangører, medmusikere såvel som tilskuere. Det virker også som om, at bandene har lyst til at blive i længere tid og se deres kolleger spille i højere grad end på andre festivaler. Man møder ofte musikere fra de forskellige bands på festivalpladsen.
Mange af bandene spiller også flere shows men på forskellige scener. Det giver mulighed for at nå at se flere hele koncerter med de kunstnere, man har krydset af på ”to watch-listen”.
Samtidig er hele Tønder by under festivalen omdannet til et slags mini Nashville med livemusik på barerne hver dag og forskellige telte med bands. Det er virkelig hyggeligt at gå rundt og opleve.
Plads til forbedringer
Tønder festival er en lille, men samtidig stor festival. Lille i den forstand, at der er 10.000 gæster, og stor fordi den er storladen på alle måder. Jeg ved ikke om festivalen egentlig ville blive bedre af at få 5.000 flere besøgende, men på den store open-air scene bliver man sjældent mast af andre publikummer!
Jeg har fire helt konkrete forslag til kunstnere, der sikkert er svære at booke, men som ville give Tønder et ekstra country kick:
- Zac Brown Band. Bandet ville gå rent hjem på den festival. Bandet samler alt det Tønder Festivalen er: Autentiske musikere, god blanding af genrer og sublime sange. Der ville være dømt festfyrværkeri.
- Alison Krauss og Union Station. Festivalen ville lige sælge et par tusinde flere billetter, hvis det er muligt jf. kapacitet, og bandets musik er helt i tråd med Tønders ånd.
- Dixie Chicks. Ja, jo, de er måske poppede, men deres iørefaldende, velkomponerede sange hører hjemme på Tønder.
- Brad Paisley. Tønders open-air scene kunne lige bruge den sublime sangskriver og performer Paisley, som bare tager stikket sikkert hjem og skaber en folkefest. Dette ville for alvor bringe norske og svenske countryentusiaster til Tønder, også selvom Brad kommer til Norge næste år.
Tak for en rigtig god festival, Tønder! You guys are keeping it country!