Dixie Chicks, Malmö Arena, #dcxmalmo, 27/4 2016
«Let’s go crazy» med Prince bragede ud af højtalerne inden lyset slukkede i den enorme Malmö Arena lidt udenfor Malmö. Lidt efter kom de tre dixiepiger til syne i hver deres spotlight bagerst på scenen, til tonerne af «The long way around«, og så var scenen ligesom sat til en solid gang country.
Efter et par numre fik publikum et «Hello Copenhagen or should I say Hello Malmo?» fra karismatiske Natalie Maines. Ved ikke hvor begejstret det svenske publikum var for det, men de mange danskere der havde taget turen fra København, var i hvert fald. Dixie Chicks var kommet kørende fra København, og havde kun opholdt sig kort i Malmö, så det virkede ikke som om de kendte byen. Til trods for der ikke stod «DCX» bøjet i neon på Turning Torso-bygningen a la «Z», som da Zlatan vendte hjem til barndomsbyen, så fik de en varm velkomst.
Solidt band og bagkatalog
Dixie Chicks spillede de sædvanlige hits, og hvilket bagkatalog de har! Jeg nævner i flæng: Goodbye Earl, Cowboy take me away, Long time gone og Not ready to make nice. Dixie Chicks virkede langt mere oplagte end i København for 2 år siden og havde igen medbragt deres meget solide backinggruppe. Jeg er vild med deres hawaianske «grandpa» på bas, Glenn Fukunaga, der egentlig ikke er særligt country at se på, men som bare lægger en perfekt bund sammen med trommeslageren, Jimmy Paxson. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen, amerikanerne kan simpelthen skrue et show sammen som ingen andre – Dixie Chicks vil stadig kunne spille et stadion op.
Lyden i arenaen var ikke fantastisk, der var nogle lighedspunkter med hammondorgel til en ishockeykamp, men fra første parket, hvor jeg var heldig at få to billetter til, kom lyden fint ud, tænker publikum længere tilbage ikke havde en guddommelig lydoplevelse!
Midtvejs i showet fik vi en hyldest til nyligt afdøde Prince: «Nothing compares to u» var nummeret – en fin gestus hvor forsanger, Natalie Maines, fik brug for sit meget brede sangregister. Derudover var der et akustisk set, hvor Dixie chicks og resten af bandet kom helt frem på scenen – det var nærværende og autentisk og det fungerede virkeligt godt. Showet var i det hele taget meget afvekslende, meget flotte effekter og selvfølgelig konfetti i red, white and blue-farver skudt ud i stor stil – jo jo, amerikanerne kan ikke beskyldes for at være ydmyge!
Når jeg ser shows fra Dixie Chicks storhedstid i 00’erne, så synes jeg faktisk de står distancen virkeligt godt stadigvæk, masser af energi og de er meget velspillende. De må virke inspirerende for mange, måske særligt kvinder, der overvejer at spille et instrument – dem kunne vi godt bruge nogle flere af!
Jeg vil give koncerten 5 cowboyhatte ud af 6 mulige.
[envira-gallery id=»20944″]
Keep it country!
Anders Eriksen
