Hvordan laver man et Hit, der samtidig, om nogen, også bliver en kunstners signatur-sang?
Svaret er, måske ikke overraskende at, ”det beror oftest på tilfældigheder”
Sangskriverne Earl Bud Jones og DeWayne Blackwell huserede i midt 80´erne i og omkring Nashville og ”holdt hof” med vennerne på diverse barer og restauranter. Ikke altid var der penge på kontoen, og en aften i 1988, hvor der var blevet spist, og drukket godt på ”Tavern On The Row”, et dengang populært spisested i Nashville, var pungen tom. Gode råd var dyre, men Bud Lee tog det stille og roligt. Eneste kommentar var:
”No need worrying. I ‘we got friends in low places, I know the cook”.
Næppe var sætningen sagt før de to vidste, at her var der noget at arbejde videre med.
Nogle måneder efter stak de atter hovederne sammen og sætningen dukkede op til overfladen. Ideen voksede og, da der ikke var andet for hånden, blev teksten skrevet ned på diverse servietter og hvad de ellers kunne få fat på. Sammen med dem var guitaristen, Jim Garver. Han vidste om en retaurant fra hans fødeby, Concordia, Kansas, ”The Oasis”, og så gav det hele pludselig mening. På den måde fik man ”parret” ”Social Graces” med ”Low Places” og ”The Oasis.
Måneder før, havde de fået kontakt til en ung mand, der arbejdede i en sko/støvle-butik i Nashville om dagen og, om aftenen brugte timer på barer og små spillesteder når der var songwriters night. Den unge mand, der var kommet til Nashville, for 2. gang i sensommeren 1987, havde en drøm om at slå igennem som sanger og entertainer, og prøvede på denne måde at skaffe sig kontakter og materiale, ud over det, han selv kunne producere. Bud Lee og DeWayne Blackwell havde allerede nogle gange brugt ham til at indspille demo-versioner af deres numre til andre kunstnere og nu blev han spurgt om at lave en demo af ”Friends In Low Places”.
”Det bliver så min sidste demo, jeg har lige skrevet kontrakt med Capitol og begyndt indspilninger til første album”.
Hvis ingen til nu har gættet det, så VAR det Garth Brooks der også lavede den allerførste demo af sangen.
Introen til sangen, der om nogen,kan få et country-publikum op af stolene, eksperimenterede de lidt med i studiet, men valgte så at bruge den version som John Beland ( fra The Flying Burrito Brothers) foreslog, og som vel ingen, den dag i dag, ikke ved hvordan lyder.
Efter indspilningen og i ugerne efter, kørte omkvædet rundt og rundt i hovedet på Garth. Han vidste, at der nemt ville kunne gå op mod 1 år inden næste album kom på gaden og at sangen, under ingen omstændigheder ville kunne nå at få en plads på albummet ”Garth Brooks”. Han så imidlertid potentialet i sangen og bad de 2 om at ”holde den tilbage” med henblik på næste album. Han fik løfte om dette, og dermed var vejen banet for at få sangen med på ”No Fences”.
No Fences
”No Fences” udkom den 27. august 1990, og opnåede 23 uger som #1 på Billboards Top Country Album liste og en #3 på Billboards Top 200, men allerede den 6. august var singlen med ”Friends In Low Places” udkommet og 18. august rykkede den ind på Billboards Country liste. Udgivelsen var blevet rykket frem idet Colleen Brooks, Garth´s mor, ved ”en fejl” havde udleveret et kasettebånd med nummeret til en lokal radio-station i hjembyen i Oklahoma. 6. oktober 1990 strøg sangen ind som #1 på US Country Hitliste, hvor den blev liggende i 4 uger.
Samme dato blev Garth det 65. medlem af Grand Ole Opry.
Sangen blev, imidlertid ikke, som aftalt, kun reserveret til Garth Brooks. Den 14. september 1990 udgav Mark Chesnutt sit første album, ”To Cold At Home” og her var sangen også på. Men i et helt andet set-up. Her var der mere tale om en almindelig country- honky-tonk stylet version, hvorimod Garth havde set potentialet som alle tiders Sing-Along-song.
Single Of The Year
Garths version vandt i ´91 både CMA og ACMA priser for ”Single Of The Year” og blev på rekord-tid favorit”hymnen” på de fleste Colleges hen over USA.
Endelig skal man jo ikke glemme det ”meget berømte” tredje vers som Garth Brooks selv skrev, og føjede til i sensommeren ´91. Fra da af, er resten historie.
[sws_grey_box box_size=»600″]Kilder:
Patsi Bale Cox – ”The Garth Factor – Forlaget ”Center Street”
Wikipedia [/sws_grey_box]
Carsten Hennie
